Hvem der udover Mikkel Kessler og Carl Froch kommer i ringen i Herning den 24. april er endnu ikke afgjort. Sauerland Event har for nylig lavet aftaler med en række danske boksere, men det er mere end tvivlsomt, om nogen af dem kommer til at bokse i Herning.
”De danske boksere er en del af et andet projekt. Men vi er lige begyndt at arbejde på undercardet, så det er for tidligt at sige noget om det,” siger Kalle Sauerland, der lover, at der kommer gode kampe på programmet.
”Jeg vil lave et undercard, så jeg er sikker på, at folk er glade, når de går hjem,” siger han.
Kalle Sauerland garanterer ikke, at der kommer danske boksere på undercardet, men han gør i samme anledning opmærksom på, at der er tale om et internationalt stævne. Han forventer, at der bliver fem eller seks kampe på stævnet udover VM-kampen mellem Kessler og Froch.
”Mads Larsen boksede forfærdeligt for nylig, så han kommer helt sikkert ikke til at bokse,” siger Kalle Sauerland, der senere i denne uge vil offentliggøre, hvornår de danske boksere kan komme i ringen.
Rygterne har svirret om et stævne den 15. maj i en af de mindre haller i forbindelse med MCH Arena, men de rygter vil Kalle Sauerland hverken be- eller afkræfte.
”Der kommer flere oplysninger på fredag,” lover han.
Interesseret i flere danskere
I forbindelse med projektet, der inkluderer en aftale med TV2, har Sauerland skrevet kontrakt med fire danske boksere; Patrick Nielsen, Kasper Bruun, Kim Poulsen og Rudy Markussen. Men han er ikke sikker på, at han er færdig med at finde danske boksetalenter.
”Jeg er interesseret i at skrive kontrakt med alle de danske boksere, som har talentet til at nå den europæiske top og som er interesserede i at skrive kontrakt med mig,” siger Kalle Sauerland, der ikke ønsker at kommentere rygterne om en forhåndsaftale mellem Sauerland Event og Torben Keller.
”Ingen kommentarer.”
Men er det forkert?
”Ingen kommentarer. Men Torben Keller er en god fyr. Jeg har set flere af hans kampe på bånd, og han er en dygtig amatørbokser,” siger Kalle Sauerland.