tirsdag, 13. maj 2025

16.12 Mock: Lad mig møde Patrick

43-årige Lolenga Mock (32-14-1, 12 KO) ved godt, hvem der skal stå i modsatte ringhjørne i hans næste kamp, hvis han selv kan få lov til at vælge: Det skal Patrick Nielsen (28-1, 14 KO).
 
Mock er, ligesom alle andre, ikke synderligt imponeret over weekendens danskeropgør, hvor Patrick Nielsen alt for let og ubesværet stoppede Rudy Markussen i 3. omgang. En kamp, som ifølge Mock har gjort skade på dansk boksning.
 
“Nu har folk brug for at blive motiveret til at se boksning. Den måde Patrick og Rudy præsterede var rigtigt skidt og får folk til at blive væk fra boksning. Folk betaler penge for at se boksere kæmpe, ikke for at se nogen skubbe. Jeg garanterer en ordentlig fight, og så giver jeg Patrick en røvfuld,” siger Lolenga Mock til B.T.
 
Mogens Palle og Brian Nielsen, der står bag Lolenga Mock, har allerede lagt et åbent brev ud på Danish Fight Nights hjemmeside. Her bliver Team Sauerland i særdeles flabede og ikke særligt imødekommende vendinger opfordret til at acceptere en kamp mellem Patrick Nielsen og Lolenga Mock.
 
“Jeg er klar til hver en tid. De kan arrangere kampen i næste uge, og så er jeg klar. Lige meget, hvor det er. Så vil folk få en rigtig krig at se,” siger Lolenga Mock.
 
Efter en lang pause fra bokseringen vandt Lolenga Mock forrige weekend på point efter 10 omgange mod den hidtil ubesejrede italiener Alessandro Sinacore.
 
Foto: Søren Woller.

Seneste historier