“Taber jeg den næste kamp, så stopper jeg.”
Så direkte siger Martin Kristjansen tingene til Sjællandske. Den danske letvægter er gået i træning med henblik på en kamp på Larsen-Magee-undercardet den 30. januar, og Kristjansen går stadig og drømmer om en større kamp.
“Jeg har været aktiv – men ikke 100 procent. Man har ikke meget motivation, når man ikke ved, om man er købt eller solgt,” siger Martin Kristjansen, der ikke har været i ringen siden marts, hvor han i forbindelse med de sjællandske mesterskaber vandt over ungareren Ferenc Szabo.
“Tre kampe på to år er ikke meget. Det vigtigste for mig er at komme ind i træningsrytmen igen. Vi startede i aftes, og så får den ellers fuld skrue i de første tre uger af januar. Jeg ligger seks kilo for højt, for jeg har holdt en unormalt lang pause. Hvis det bliver en seks omganges kamp, kan jeg nøjes med at være et par kilo over letvægt. Bliver det en større kamp, skal jeg helt ned,” siger Martin Kristjansen, der ikke har overvejet at stoppe karrieren, selvom der ikke har været mange kampe i udsigt.
“Det, der driver mig, er lysten til at træne op til kampe. Måden at planlægge og fokusere. Og så selvfølgelig drømmen om endnu en titelkamp,” siger han.