Pierre Madsen (3-0, 2 KO) havde helt som ventet ikke det store besvær med at tæve Shalva Jomardashvili (47-17-2, 35 KO). Georgieren, som ellers sagtens kan finde ud af at bokse, var ganske enkelt kommet alt for højt op i vægt og blev derfor stoppet i 2. omgang.
Jomardashvili var voldsomt overvægtig og lignede ærligt talt en badebold, men da kampen først blev ringet igang, viste han, at han såmænd godt kan finde ud af at bokse. Hans venstre sving og en lige højre var ved at blive rigtig farlige, men Pierre Madsen holdt hovedet koldt i en 1. omgang, hvor danskeren også fik afleveret flere tunge træffere til kroppen.
Afgørelsen faldt i 2. omgang. Først blev georgieren sendt ned i gulvet, og han var på dette tidspunkt træt af tilværelsen. Få sekunder senere lod han sig falde uden for alvor at være ramt, og det fik kamplederen til at afbryde kampen.