mandag, 21. april 2025

16.05 To nye i DPBF’s bestyrelse

To nye medlemmer blev valgt ind i bestyrelsen, da Dansk Professionel Bokse Forbund torsdag aften holdt sin ordinære generalforsamling.
 
Thomas Paulsen, der i en årrække har fungeret som skribent på dette site, er blevet valgt som forbundets kasserer i de kommende to år, mens Freddy Rafn blev valgt som menigt medlem af bestyrelsen.
 
Freddy Rafn vandt kampvalget om pladsen som bestyrelsesmedlem over Jan Christensen med cifrene 12-5.
 
Per Storgaard blev genvalgt som forbundets generalsekretær efter et kampvalg mod Torben Kehlet Thomsen. Det var et jævnbyrdigt valg, hvor ni personer stemte på Storgaard, mens otte personer holdt på Kehlet Thomsen.
 
DPBF’s bestyrelse består dermed af Michael Seeman (formand), Per Storgaard (generalsekretær), Thomas Paulsen (kasserer), Freddy Rafn (menigt medlem) og Torben Kehlet Thomsen (menigt medlem).
 
Søren Freiheit blev desuden valgt til den i visse kredse meget prestigefulde post som revisorsuppleant. Knud Erik Rendbæk og Jan Christensen blev valgt som revisorer.

Seneste historier