Patrick Nielsen skal den 1. juni en tur til Moskva for at møde russeren Dmitry Chudinov i en WBA-titelkamp. Det bekræfter Chudinovs promotor, Vladimir Hrunov, på Twitter.
Den 27-årige Chudinov (12-0-2, 8 KO) er indehaver af WBA’s interim-titel, og han rangerer dermed lige under Gennady Golovkin, der som verdensmester er forbundets reelle mester. Det er dog usikkert, hvilken titel der i sidste ende vil være på spil, da Golovkin i sin næste kamp rykker en vægtklasse op for at møde mexicanske Julio Cesar Chavez Jr.
“Principielt er vi fortsat i en forhandlingsfase, men vi har en mundtlig aftale med Chudinovs promotor, Vladimir Hrunov, og da han oven i købet har meldt ud via Twitter, at kampen er på plads, så kan jeg også bekræfte, at Patrick skal en tur til Moskva den 1. juni,” siger danskerens promotor, Kalle Sauerland, til Ekstra Bladet.
Chudinov vandt sin mindre WBA-titel, da han kort før jul på hjemmebanen i Moskva stoppede Juan Camilo Novoa fra Colombia i 6. omgang. Chudinovs rekordliste viser desuden, at han har bokset uafgjort mod engelske Patrick Mendy, som Patrick Nielsen for lidt mere end et år siden besejrede overbevisende i en titelkamp i Esbjerg.
Foto: Wende.

