fredag, 17. januar 2025

16.01 Ceylan forsvarer EM-titlen i Ceres Arena 18. marts

Det er nu officielt, at Dennis Ceylan (18-0-1, 8 KO) den 18. marts sætter sin EM-titel i fjervægt på spil mod englænderen Isaac Lowe (13-0-1, 5 KO). Kampen kommer til at finde sted i Ceres Arena i Århus.
 
Englænderen føler sig sikker på, at han vil være i stand til at vriste EM-titlen fra Ceylan.
 
“Dennis er en god fighter, han har højden med sig, og han kan bokse, men han har ikke noget, jeg ikke har set før,” siger Isaac Lowe ifølge en pressemeddelelse.
 
“Jeg ved, jeg er i stand til at besejre Dennis. Jeg har kæmpet på den store scene før, og jeg har bokset for mange tilskuere før. Jeg er blevet buhet ad, jeg er blevet ramt, men jeg har altid vundet. Jeg har alt, hvad der skal til, og jeg tager ikke hjem uden EM-bæltet,” tilføjer han.
 
Ceylan tager hatten af for sin modstander, men han regner selvsagt med, at det er ham, som i sidste ende vil stå tilbage med EM-bæltet om livet.
 
“Jeg respekterer Lowe, ligesom jeg respekterer alle mine modstandere. Han har gjort sig fortjent til at møde mig, men jeg er på ingen måde bange for ham. Jeg føler, at jeg kan slå alle i min vægtklasse, og Lowe er blot en forhindring, som jeg skal forbi på min vej mod toppen,” siger Dennis Ceylan.
 
Isaac Lowe ligger placeret i bundet af EBU-ranglisten og er på den måde en helt naturlig og klassisk modstander i et frivilligt titelforsvar.
 
Foto: Wende.

Seneste historier