Det er blot fire uger siden, at Klara Svensson var igennem otte hårde omgange. Det skete ved Nordic Fight Night i Kolding, men i morgen aften er hun klar til endnu en kamp, når bokseringen bliver slået op i Albertslund.
“Jeg føler mig klar og rolig. Nu skal jeg ud og nyde det,” siger Klara Svensson til Sydsvenskan.
I sin debut for Team Sauerland vandt Klara Svensson (11-0, 4 KO) på point over Milena Koleva (5-4-1, 0 KO). En sejr, der var forventet, men som gav svenskeren betydeligt mere sved på panden end forventet.
“Jeg føler mig ikke slidt efter min seneste kamp, og det øjenlåg, jeg sprækkede, helede på bare nogle dage,” siger Klara Svensson, der ikke har lavet nogen dybere analyse af sin kamp.
“Jeg har ikke set den endnu. Jeg er selvfølgelig stolt over, at jeg vandt, men jeg har også følelsen af, at jeg kan gøre det endnu bedre,” siger hun.
I morgen skal Svensson i ringen mod Borislova Goranova (6-36-1, 0 KO). En rutineret modstander, som Klara Svensson dog bør kunne besejre overbevisende.
“Det er jo ikke nogen ubesejret champ, de sender op til mig. Ingen regner med, at hun kan slå mig. Men hun har bokset fire gange så mange kampe som mig, og hun har mødt flere af de store navne som Cecilia Brækhus og Maria Lindberg,” siger Klara Svensson.
Foto: Wende.