mandag, 4. november 2024

15.11 Patrick: Vil ikke være for ivrig

Patrick Nielsen er efterhånden ved at blive en erfarren herre, når det handler om at bokse titelkampe om de mindre prestigefulde I/C-titler. Den 22-årige dansker er dog højt rangeret på alle verdensranglister, og han kunne dermed godt stå foran en stor titelkamp. Men står det til ham selv, haster det ikke.
 
“Jeg tager det bare stille og roligt. Jeg tager, hvad jeg får, og jeg vil ikke være for ivrig,” siger Patrick Nielsen til TV 2 Sporten.
 
“Jeg venter bare på at få noget mere erfaring, så er jeg klar til at udfordre eliten,” siger han.
 
Mange mener, at Patrick Nielsen er rangeret langt højere, end han talent berettiger til. Mestrene i de store forbund ligner da også nogle, som vil være for skrappe for Patrick Nielsen. Det gælder blandt andet mesteren hos WBA, Gennady Golovkin.
 
“Jeg føler selv, at jeg er på toppen lige nu, så jeg glæder mig bare til at få chancen mod de helt store. Men Golovkin må godt vente lidt endnu. Ham tager jeg, når han er blevet lidt ældre,” siger Patrick Nielsen.
 
Før en større kamp kan komme på tale, skal Patrick Nielsen dog besejre mexicanske José Pinzon ved lørdagens stævne i Albertslund.
 
Foto: Wende.

Seneste historier