Det vil slet ikke være nogen overraskelse, hvis Patrick og Micki Nielsen ender som to af Danmarks nye boksestjerner. Det mener i hvert fald deres træner, Joey Gamache, der indirekte lægger et stort pres på sine egne skuldre, når han skal komme med en vurdering af de to brødre.
“Patrick og Micki skal udfylde nogle store sko efter Mikkel Kessler. Men begge er bedre og mere talentfulde, end folk tror. Jeg vil bruge alle mine erfaringer til at hjælpe dem med at bevise det,” siger Joey Gamache til Jyllands-Posten.
“Jeg har set et træningslokale eller to i min tid. De kan gå ind i et hvilket som helst gym i Detroit eller LA og sætte sig i respekt,” siger den 47-årige træner.
Joey Gamache boksede selv 59 kampe som professionel, og han vandt WBA-titlen i to vægtklasser. I interviewet med Jyllands-Posten fortæller han om sin opvækst, sin karriere og ikke mindst om den kamp, der gjorde ham allermest berømt, selvom han nødigt vil være ved det: Kampen mod Arturo Gatti.
Foto: Team Sauerland.