torsdag, 19. september 2024

15.11 Ceylan kender intet til modstanderen

På papiret ligner det en halvtynd matchning, når Dennis Ceylan (8-0, 5 KO) i morgen aften kravler ind mellem tovene for at møde mexicanske Edgar Torres (5-6-1, 4 KO).
 
Det bør blive en sikker sejr til den 24-årige dansker, som på forhånd intet kender til sin fremmede modstander.
 
“For at være helt ærlig, så ved jeg ingenting om ham. Jeg har set en enkelt kamp på YouTube, ellers ikke noget,” siger Dennis Ceylan til Jyllands-Posten.
 
I den forløbne uge rykkede Ceylan for første gang ind på en rangliste, da han blev placeret som nr. 20 på EBU’s EU-rangliste. Han føler da også selv, at han inden længe kan være klar til sværere opgaver end dem, han hidtil har overvundet.
 
“Jeg synes, jeg er klar. Men det er ikke op til mig at vurdere, hvornår jeg er klar til stærkere modstandere og titelkampe. Det lader jeg Sauerland stå for,” siger Dennis Ceylan, der ikke er spor ydmyg, når det handler om hans ambitioner.
 
“Jeg glæder mig til at få lov til at møde de bedste. Det er vores fælles mål, at jeg skal blive den bedste i verden. Det er det, vi arbejder for og stræber efter. Jeg skal have fat i de bælter, så jeg kan bevise, at jeg er god nok,” siger han.
 
Foto: Wende.

Seneste historier