Dina Thorslund (7-0, 5 KO) sikrede sig endnu en knockout-sejr til listen, da ukrainske Oksana Romanova (9-18-1, 2 KO) gennem syv omgange blev gennempryglet, inden kamplederen kom hende til undsætning og reddede hende fra flere klø.
Fysisk var Dina Thorslund større og stærkere end sin ukrainske modstander, men med det store rutine, som Oksana Romanova bar med sig, var hun alligevel en af de mere vanskelige opgaver, Thorslund har haft som professionel – uden at det egentlig siger alverden.
Det var danskeren, der hurtigt fik sat sig på ringens midte og herfra dirigeret begivenhederne. Især Thorslunds venstre stemplede mange gange ind både dybt og højt, og det var primært den, som bidrog til, at danskeren hurtigt fik bragt sig i front på dommersedlerne.
Romanova blev mere og mere presset, som kampen skred frem, og for at vinde tid sørgede hun flere gange for at holde Thorslund. Det forhindrede hende dog ikke i at måtte tage imod slag, og i det hele taget begyndte ukraineren, allerede før kampen var halvfærdig, at ligne en dame, der ikke fandt det specielt morsomt at være i ringen med Dina Thorslund.
Da kampen var nået forbi midten, begyndte Oksama Romanova at bevæge sig en smule mere for at undvige danskeren. Det havde hun ikke den store succes med, for tre gange i den omgang ramte Thorslund med så solide bomber, at det ikke havde været underligt, hvis ukraineren var gået i gulvet.
Det er muligt, at Romanova var kommet til Danmark med det mål at gøre en god indsats og måske endda vinde, men det blev der ikke noget af. I 7. omgang blev hun fanget ved tovene og hårdt presset ramt af flere rene træffere. Kampen var på dette tidspunkt så ensidig, at kampleder Jan Christensen klogeligt vinkede kampen af.
Det var første gang, at Dina Thorslund var ude i 7. omgang, men hun må altså vente lidt endnu, inden hun kommer til at prøve at gå den fulde distance.
Foto: Wende.

