Der er lagt op til en interessant match, når den ubesejrede århusianer Puriya Haidari (6-0, 3 KOs) og Kim Poulsen (22-1, 6 KOs) mødes den 19. oktober i Tre-For Arena i Kolding. Poulsen har meldt ud, at han fremover vil være mere aggressiv også selvom han skulle ende med at brække sine hænder, som han udtalte i sidste uge. Det er dog ikke noget, den 28-årige weltervægter Puriya Haidari giver meget for. “Det er ren og skær nervøsitet der taler, så det rammer mig overhovedet ikke. Han har åbenbart brug for at prøve på at prikke til mig, så lad ham da bare tale. Jeg praler aldrig før en kamp, men viser det i ringen i stedet, ” siger Puriya Haidari i en pressemeddelelse fra Sauerland.
Den irakiskfødte dansker har sin egen opfattelse af modstandernes snak før en kamp. Det er nemlig de boksere, der ikke siger så meget, der er de farligste eller som Haidari formulerer det. “Man skal ikke være bange for dem, der larmer mest – men for dem, der er musestille…” Puriya Haidari glæder sig til gengæld over Kim Poulsens varslede stilskifte. “Det er da mig en fornøjelse, hvis han vil ændre stil, som han siger. Det er positivt for mig. For dem, der kommer hurtigt frem, er også dem, der dummer sig allermest, siger Haidari, der er optimist. “Jeg er både stærkere og hurtigere og en bedre bokser end ham.” Haidari har kun bokset én gang som professionel på dansk grund. Det var tilbage i februar måned, da han til Nordic Fight Night i Esbjerg vandt over Said Rahimi på split decision. Undervejs måtte han en tur ned på gulvet og ligge. “Det var måske ikke den helt rigtige matchning for mig. Jeg mødte en uortodoks mand, der havde masser af slagkraft i handskerne, og så fik jeg en uheldig gulvtur. Men jeg er altså ikke kendt for at have glaskæbe, og jeg har mødt mange gode boksere. Men et ‘lucky punch‘ kan jo altid komme,” lyder det fra Haidari. Der er ikke lang tid til, at de to bokser står ansigt til ansigt. Og det er et møde, Puriya Haidari ser frem til. “Jeg er så afklaret med mig selv. Det er en kæmpestor chance for mig for at slå mit navn fast for alvor. Jeg har ventet på det længe, så det kilder i maven. Nu vil jeg bare gerne snart op i ringen, for mine knoer de klør helt vildt…”
Foto: Wende