Dennis Ceylan (17-0-1, 8 KO) er for tiden i fuld gang med forberedelserne til karrierens største kamp; EM-kampen mod engelske Ryan Walsh (21-1-1, 10 KO), som finder sted den 15. oktober i Arena Nord i Frederikshavn.
Ikke siden 2007, hvor Johny Jensen sensationelt slog italienske Vincenzo Cantatore, har en dansker kunnet smykke sig med EBU-bæltet, og ikke siden 2002, hvor Spend Abazi besejrede Dmitry Kirilov, er det sket, at en dansker har vundet EM-titlen på hjemmebane.
“Det vil være fantastisk at kunne kalde sig europamester. Det er et stykke tid siden, Danmark har haft en europæisk mester i boksning, og jeg vil gøre alt for at gøre min familie og resten af Danmark stolt,” siger Dennis Ceylan ifølge en pressemeddelelse.
Ryan Walsh er regerende britisk mester, og også for ham vil kampen være den hidtil største i hans karriere.
“Ryan er en dygtig bokser, og jeg har stor respekt for ham. Han vil ligesom mig gøre alt for at blive europamester,” siger Dennis Ceylan, der allerede har set nærmere på sin modstander.
“Jeg er lidt tyndere og højere end ham. Han er mindre og mere kompakt, men jeg tror, jeg rammer hårdere, og det kommer han til at mærke i Frederikshavn,” lyder det fra den danske fjervægter.
Ved samme stævne skal den regerende danske mester Mikkel Nielsen debutere som professionel.
Foto: Team Sauerland.