Et sejt leverhug afgjorde aftenens hovedkamp foran 1.750 tilskuere i NRGi Arena. Patrick Nielsen sendte Crispula Javier Andino i gulvet efter argentineren havde lavet de tre første omgange om til et cykelshow, hvor han størstedelen af tiden havde travlt med at køre væk fra danskeren.
Patrick Nielsen havde helt som forventet ingen problemer med at forsvare sin WBA Intercontinentaltitel mod den svage argentiner. Argentineren brugte mere energi på at se bekymret ud og undgå slag end at forsøge på at vinde kampen.
Til publikums udelte begejstring lykkedes det i fjerde omgang Patrick Nielsen at lukke luften ud af den spurtende cykelbokser med et smukt leverhug. Argentineren kom op igen, men blev overdænget med slag og et nyt hug til leveren afgjorde sagen efter 1:34 af fjerde omgang.