Det var en Shahriyar Weissi (1-0, 0 KO) på vej mod sejr, der overraskende blev klippet af et højresving fra Peter Gram (2-0, 2 KO) og efterfølgende blev stoppet efter 2:11 af fjerde og sidste omgang.
Kampen igennem havde den kun 19-årige Weissi vist fin boksning og var bedre end sin 10 ældre og seks kilo tungere modstander. Efter to lige omgange tog han styringen i tredje omgang og selvom en del af slagene var med indersiden af handsken, så ramte han til publikums jubel esbjergenseren næsten efter behag.
Før sidste omgang førte han med 30-27, 29-28 og 28-29. Han fortsatte med den flotte offensive boksning, men blev offer for sin egen succes. Han smed totalt paraderne og åbnede sig for det kontraslag, der sendte ham i gulvet. Højrehooket ramte hårdt til hovedet, og sendte Weissi i gulvet. Da han kom op igen blev han umiddelbart efter ramt af det samme slag, og kampleder Freddy Rafn stoppede korrekt kampen.