tirsdag, 13. maj 2025

15.06 Enock: Jeg vinder klart!

Enock Poulsen (4-0, 2 KO) er ikke meget i tvivl om, hvordan lørdagens kamp mellem ham og franske Houchang Habib (7-2, 2 KO) kommer til at forløbe.
 
“Jeg er bedre end ham. Han har ni kampe og har tabt to. Jeg kan godt lide at udbokse min modstander, og jeg ved, at jeg er bedre end ham. Jeg skal bare bokse som vanligt, og så vinder jeg klart,” siger Enock Poulsen til Århus Stiftstidende.
 
Den 24-årige letweltervægter, som for tiden også er filmaktuel, da han i filmen “Den Bedste Mand” om Jørgen Hansen spiller rollen som Mike Everett, har vist sig som et særdeles friskt pust i Mogens Palles stald. Et talent, der godt kan nå langt – og det er han udmærket selv klar over.
 
“Jeg lærer hele tiden noget nyt. Det er blot min femte kamp som professionel, men jeg rykker mig hele tiden, og det kan du også se i mine kampe. Samtidig har jeg en god træner i Thomas Povlsen, som hjælper mig rigtigt meget. Han har prøvet det selv og var ubesejret som professionel, og det hjælper,” siger Enock Poulsen.
 
Houchang Habib er forud for kampen placeret som nummer 228 på BoxRec’s computerliste. Det er mere end 100 pladser bedre end danskeren, som er placeret som nummer 333.
 
Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier