lørdag, 18. januar 2025

15.03 Hede forbereder sig på profstilen

Frederik Hede Jensen bokser lørdag sin første profkamp, når han ved Nordic Fight Night i Århus møder ungarske Tibor Nadori (9-7-1, 4 KO). Hede træner til daglig sammen med EBU-mesteren Dennis Ceylan, og han er begyndt at forberede sig på, at det er noget helt andet at bokse som professionel.
 
“Jeg er i færd med at ændre min stil. Jeg forbereder mig på at bokse seks omgange. Det betyder, at kræfterne skal fordeles, og at tempoet skal lidt ned. Den største ændring er dog, at handskerne ikke er nær så meget polstrede, som jeg har oplevet som amatør,” siger Frederik Hede Jensen til Vejle Amts Folkeblad.
 
Han har i et stykke tid stået på spring til at blive professionel, og han har haft samtaler med flere promotorer. Til slut faldt valget dog på Nisse Sauerland.
 
“Jeg har haft flere tilbud undervejs, men jeg ville sikre mig, at jeg fik en ordentlig hyre, og jeg ville også have en kontrakt med en vis længde. Kontrakten er på et år med option for yderligere to år. Efter det første år sætter vi os ned og forhandler igen. Jeg føler dog, at jeg har en god ballast med 65 amatørkampe,” siger Frederik Hede Jensen.

Seneste historier