tirsdag, 14. januar 2025

15.03 Abazi: Det giver mere ro at være mesteren

Dennis Ceylan (18-0-1, 8 KO) vil stå med en anden følelse, når han på lørdag skal forsvare sin EM-titel, end han gjorde, da han i eftråret skulle forsøge at vinde titlen. Det mener i hvert fald en, der har prøvet det på egen krop.
 
Spend Abazi er den seneste dansker, der har forsvaret en EM-titel, og det skete helt tilbage i 2002, hvor den senere verdensmester, russiske Dmitri Kirilov, som Ceylan i parantes bemærket også har slået, blev besejret på point.
 
“Forskellen er, at man er mere klar, når man skal forsvare et bælte. Da jeg boksede min første EM-kamp, var jeg ved at skide i bukserne. Da jeg forsvarede den, følte jeg, at jeg havde et forspring. Det var mig, der var mesteren, og min modstander, der skulle jagte mig. Det gjorde mig mindre nervøs, gav mig mere ro. Dennis bør have samme ro, for han er en dygtig bokser, så han skal nok klare den,” siger Spend Abazi ifølge en pressemeddelelse.
 
“En ting er at blive europamester, noget andet er at forsvare bæltet. Når man gør det, så er man en ægte europamester, så får man hår på brystet,” tilføjer han.
 
Spend Abazi stoppede karrieren i 2007, efter han i sin sidste kamp forsøgte at blive verdensmester. Ved den lejlighed var amerikanske Robert Guerrero dog en for stor mundfuld, og amerikaneren stoppede Abazi i kampen om IBF-titlen.

Seneste historier