Norske Tim-Robin Lihaug sikrede sig endnu en sejr, men han måtte i aften for første gang i sin tid som Sauerland-bokser gå alle de planlagte omgange. Det blev til en stor pointsejr over kroatiske Marko Benzon, der på ingen måde var nogen særligt ophidsende modstamder.
Det blev en indledning uden ret mange tællende træffere. Marko Benzon viste sig som en professionel overlever, og selvom Tim-Robin Lihaug landede nok træffere til at vinde de tidlige omgange, var han end ikke i nærheden af for alvr at få ram på sin kroatiske modstander.
I 3. omgang viste Benzon i glimt, at han også godt kan finde ud af at slå. Han havde dog mest fokus på at overleve, og det gjorde han da også uden de helt store problemer, selvom han ikke kom tættere på sejren, som tiden gik.
Kroaten viste momentvis offensive kvaliteter, men at dømme ud fra hans generelle attitude var han ikke decideret utilfreds med at tabe på point, når han bare undgik alt for mange klø.
Det var da også sådan, det endte. Efter seks relativt begivenhedsløse omgange blev Tim-Robin Lihaug (7-1, 5 KO) udråbt som fortjent vinder med cifrene 59-55 hos alle tre dommere.
Foto: Wende.