Kasper Bruun (19-1-1, 4 KO) er allerede godt i gang med forberedelserne til EM-kampen mod Michele De Rocco (38-1-1, 16 KO). En kamp, der skal finde sted den 28. februar i Milano i Italien.
Den 27-årige nordjyde går ind til kampen som kæmpe underdog, og det vil være en kæme sensation, hvis det skulle lykkes ham at vinde EM-titlen. Men han tror på sin chance.
“Jeg har allerede set en del videoer med Michele Di Roccos tidligere kampe, og han er en bokser, som passer godt til min stil. Han er teknisk god og svær at fange. Han undviger godt, men han er ikke en type, som slår hårdt og har et afgørende stød. Han virker sårbar, når han går til angreb, og så ligger han godt til min højre uppercut,” siger Kasper Bruun til Jyllands-Posten.
Bruuns eneste nederlag kom i hans seneste kamp, hvor Anthony Yigit vandt en teknisk pointafgørelse. Men at det meget vel kan gå galt igen i den kommende kamp, tænker han ikke over.
“Jeg tænker nu ikke meget over, at jeg kan tabe kampen. Nu er vi i fuld gang med forberedelserne, og jeg føler mig tryg ved opgaven,” siger Kasper Bruun.
Foto: Wende.

