onsdag, 21. maj 2025

14.11 Lynggaard vs. Adamu i Herlev

Andreas Lynggaard (1-0, 0 KO) får en særdeles rutineret modstander, når han den 4. december i Herlev Hallen bokser sin første profkamp i regi af Mogens Palle og Brian Nielsen.
 
Modstanderen bliver den 38-årige ghaneser Charles Adamu (24-7, 18 KO), der så sent som i juni var i Danmark, hvor han gik alle 12 omgange mod Patrick Nielsen i en kamp om danskerens WBA int’l titel.
 
“Jeg har selv opfordret Mogens Palle til at matche mig knaldhårdt lige fra dag ét. Nu skal der nemlig ske noget i min boksekarriere. Så da vi skrev kontrakt, blev Mogens tydeligt overrasket, da jeg selv bragte navnet Charles Adamu på bane. Da havde jeg nemlig stadig hans titelkamp mod Patrick Nielsen liggende i baghovedet, og det har jeg stadigvæk. Jeg føler mig 200 procent overbevist om, at jeg kan gøre det meget bedre end Patrick,” siger Andreas Lynggaard ifølge en pressemeddelelse.
 
Foto: Wende.

Seneste historier