Det rent norske opgør mellem Simen Smaadal og Tim-Robin Lihaug endte som aftenens højdepunkt, da bokseringen lørdag aften var stillet op i København. De to nordmænd leverede i stævnets sidste kamp otte intensive omgange i et højt tempo, hvor Lihaug endte som en helt fortjent vinder og gav de mange norske tilskuere en god grund til at tage turen til den danske hovedstad.Til gengæld var det ret synd for de mange norske tilskuere, at stævnet var arrangeret på en måde, så morgenkaffen kunne serveres i forlængelse af den sidste kamp. Først langt over klokken lort trådte Smaadal og Lihaug i ringen til det, der blev stævnets mest spændende kamp. På dette tidspunkt havde rigtigt mange mennesker – også nordmænd – helt forståeligt forladt arenaen, og derfor kan man undre sig over timingen. Det står ikke skrevet i nogen naturlov, at professionel boksning absolut skal finde sted midt om natten, og det er en gåde, hvorfor der bliver holdt så stædigt fast i, at det absolut skal være sådan.Sammen med Cecilia Brækhus’ VM-kamp blev det rent norske opgør solgt til de norske seere som pay-per-view. Dermed er der kun penge at tjene, hvis norske tv-seere vil købe adgang til kampene, og derfor er det en kilde til meget stor undren, at de to norske hovedkampe fandt sted i tidsrummet mellem midnat og klokken 1.30. Viasats veje er uransagelige.Men til sidst kom Smaadal og Lihaug da i ringen…Kampen havde på forhånd givet anledning til debat om, hvilken af de to boksere, der var på hjemmebane. Stemningen bladt tilskuerne efterlod ingen tvivl om, at det var Smaadal, der havde mest sympati, men Lihaug er den eneste af de to, der har en fast aftale med Sauerland Promtion.Han bærer til gengæld rundt på et ry om, at han er en anelse besværlig at arbejde sammen med, hvilket en farligt masse trænerskift i løbet af en farligt kort karriere skulle være beviset på.I ringen var Lihaug bestemt heller ikke helt nem for Smaadal at arbejde med. Ganske vist var det Smaadal, der var bedst i de to første omgange, men derefter vendte bøtten, og i den resterende del af kampen var det Lihaug, som styrede. Hans power var langt farligere end Smaadals, og da kampen var forbi midten var der reelt kun en enkelt bokser i ringen.De mange norske tilskuere kunne desuden glæde sig over, at deres store helt, Cecilia Brækhus, nu kan vikle endnu et VM-bælte om livet. Brækhus vandt stort og sikkert over Ivana Habazin fra Kroatien i en kamp, hvor det mest bemærkelsesværdige var, at gonggongen først lød på den forkerte side af midnat, selvom kampen i Norge blev solgt via pay-per-view.Selve kampen blev ikke nogen nydelse. Brækhus vandt sikkert, men hun har så lidt krudt i næverne, at hun formentlig vil have problemer med at sætte et fingeraftryk. Det generede dog ikke de mange landsmænd i TAP1, der tilsyneladende syntes, at de var vidner til en fantastisk bokseforestilling. Men okay, hvad kan man forvente af en befolkning, der elsker at se på langrend?Få danske højdepunkterStævnet havde ikke de stpre danske højdepunkter, og det var med svenske og norske tilskuere og seere for øje, at det var skruet sammen. Dem var der også mange til stede af i Carlsbergs gamle bryggerihal, der var så godt som fyldt, da titelkampene var i gang, hvilket langt fra er nogen selvfølge i Nordic Fight Night-regi. De virkede i høj grad også til at hygge sig, hvilket den spritstive nordmand, der fra sin ringsideplads sad og snorkboblede, mens et par af stævnets hovedkampe var i gang, var et godt eksempel på.At Torben Keller skulle i ringen mod en særdeles hårdtslående herre, vidste vi godt alle sammen. Vi havde dog en tro på, at Keller med sine bedre tekniske evner kunne undgå de tysk-armenske næver og prikke en pointsejr hjem. Sådan gik det dog ikke, og inden den fulde nordmand ved ringside havde nået at drikke ret mange slurke af sin fadøl, var kampen forbi.”Han ramte mig rigtigt hårdt med et venstre hook. Den sad rigtigt godt. Han gjorde det godt, og det var bare det værst tænkelige, der kunne ske,” sagde Torben Keller få minutter efter, kampen var forbi.Allerede ved det første knockdown var danskeren tydeligt rystet.”Der blev slukket for kontakten.Det er det, Arman kan,” sagde Torben Keller, som efter det andet knockdown ellers var tæt på at komme tilbage, da han placerede en perfekt venstre på kæben af sin modstander. En situation, som promotor Kalle Sauerland mener burde have givet en tælling til danskeren.”Han var nede og røre gulvet. Jeg er ikke helt sikker på, om det var med knæet eller handsken, men der burde have været talt,” siger Kalle Sauerland, der har sikret sig optioner og dermed retten til Armen Torosyans kommende kampe.Hvordan de skal bruges, vil promotoren først i den kommende tid tage stilling til. I sin stald har han også EBU-mesteren Jack Culkay, som faktisk var ringside i København, men da han er privat ven med Torosyan – og da en kamp mellem dem reelt ikke giver nogen mening – er sådan en matchnng næppe sandsynlig. Men hvad med en returkamp mod Torben Keller?”Det kan være, at vi skal lave en rematch. Men det kan også være, at Torben lige skal have en kamp, så han kan finde sig selv igen. Jeg vil ikke stå fast på, at der skal laves en rematch. Det skal være, hvis Torben selv vil,” siger Kalle Sauerland, som ærgrer sig over den taktik, hans dansker bokser brugte, da han for første gang havde været en tur i gulvet.”Han prøvede at slå tilbage. I stedet skulle han have holdt ham, så tiden kunne gå,” siger Kalle Sauerland.
Tilbage kan man sidde med en undren over, hvorfor Keller og Torosyan overhovedet blev sat op mod hinanden. At Torosyan var en hårdtslående bokser, var velkendt, og da gevinsten ved en sejr over ham er omtrent lige så overskuelig som det attraktive i en weekendtur til Thisted, må man stille sig selv det spørgsmål, om denne kamp var eksempel nummer mange på, at Sauerland godt kunne trænge til at finpudse evnerne udi matchmaking.De svenske boksere var de eneste, som ved lørdagens stævne slap igennem alle kampe med sejre. Kønt var det dog ikke i nogle af titelkampene, hvor Erik Skoglund forsvarede sin EU-titel og vandt IBF I/C-titlen med en stor pointsejr efter en rodet affære mod Stefano Abatangelo, og Klara Svensson vandt WBC interim-titlen efter en hård kamp mod Marie Riederer.Skoglunds titelkamp var grim og dårlig, og at der trods alt var en smule underholdningsværdi i kvindekampen skyldes ikke flotte boksemæssige kvaliteter. Det skyldes derimod primært, at det var en hård kamp, og at Svensson viste, at hun trods alt er i besiddelse af evnerne til at æde sig selv ud over grænserne, når hun bliver en smule presset.
Foto: Wende.
14.09 Boksning og morgenkaffe
