Arthur Abraham, Carl Froch, Mikkel Kessler og Jermain Taylor blev præsenteret i Tivoli.
Foran 500 tilskuere i Tivoli i København udråbte Mikkel Kessler sig til storfavorit i den store supermellemvægtsturnering Super Six World Boxing Classic.
“Man skal tro på sig selv, og jeg ser mig selv som den store favorit. De skal have nogen over nakken allesammen”, sagde den danske WBA-verdensmester i supermellemvægt til Camilla Ottesen fra Viasat.
Danskeren så meget frem til sin deltagelse i den store turnering.
“Det er jo en drøm, der går i opfyldelse. Det er det jeg altid gerne har villet. Komme til USA og bokse mod de allerbedste i verden”, fortalte en smilende Mikkel Kessler.
Bag ham sad Carl Froch, Abraham Arthur og Jermain Taylor.
“Jeg er ikke 100 procent klar. Jeg er 300 procent klar,” sagde Mikkel Kessler, der mindst er sikret tre kampe i turneringen.
Hverken Andre Dirrell eller Andre Ward var til stede ved dagens præsentation. Dirrell var blevet stoppet i tolden i USA, da der var et bogstav forkert i hans pas. Det accepterede toldmyndighederne ikke på grund den amerikanske anti-terror lovgivning. Andre Ward var i Mexico, men begge vil være til stede i Berlin i morgen, hvor turneringen bliver præsenteret for det tyske publikum.

