Det er gået stærkt for Jonas Madsen (9-0, 4 KO), som for halvandet år siden profdebuterede uden nogen nævneværdig amatørbaggrund. Siden har han vist imponerende takter, og lørdag aften står han i sin første titelkamp, når Mario Beaza (8-3, 5 KO) skal besejres på vejen mod IBF youth-titlen.
En stor del af æren giver den 22-årige letsværvægter til sin kollega og faste træningsmakker Lolenga Mock (39-14-1, 13 KO).
“Jeg var ikke kommet så langt uden Lolenga Mock. Han er en kæmpe faktor i min udvikling. Det kan godt være, at det ikke er poleret alt det, han laver, men bare det at han presser en sindssygt hårdt, gør, at man bliver så meget bedre ved at gå med ham. Det er fuldstændig anderledes at sparre med ham end at gøre det med en anden nede fra klubben. Du kan ikke lege med Mock,” siger Jonas Madsen til Århus Stiftstidende.
Den unge dansker har endnu ikke bokset kampe, som er gået længere end sammenlagt 12 minutter. På lørdag kan han komme ud for at skulle bokse i sammenlagt 30 minutter, men faktisk har han oplevet springet til de længere omgange som noget positivt.
“Efter at være gået fra at bokse omgange a to minutters varighed til at bokse tre minutter, har jeg stoppet min modstander inden tredje omgang, så jeg har ikke rigtigt prøvet at være ude på dybt vand endnu. Den eneste erfaring, jeg har med flere runder, er fra træning, som er noget andetm fordi vi ikke går efter at slå hinanden ud. Det er dog stadig hårdt, og især når du træner med en som Lolenga Mock, der bare kan blive ved med at gå fremad. Derfor kommer jeg heller ikke til at bakke lørdag aften. Overhovedet,” lyder det fra Jonas Madsen.
Foto: Thomas Sjørup.