Tommi Schmidt måtte helt som ventet indkassere endnu et nederlag, da han lørdag aften gik i ringen i den tyske by Eberswalde. Modstanderen var tyskeren Rico Mueller, og han var ikke indstillet på at gå en lang opg opslidende kamp med danskeren.
Allerede i 2. omgang var kampen slut, da en serie dybe træffere sendte danskeren i gulvet. Han kunne ikke komme op.
“Selvfølgelig er det øv, hver gang man har tabt en kamp, men jeg synes, at jeg gjorde det okay i 1. omgang, og jeg troede også, at kampen ville gå længere end 2. omgang. Men et af hans dybe slag lammede mine ben, og jeg kunne ikke komme op at stå igen,” siger Tommi Schmidt til Ekstra Bladet.
“Ærgerligt, for jeg syntes ellers ikke, at han var så skræmmende, som jeg havde forventet. Jeg havde f.eks. troet, at han ville slå meget hårdere, men det afgørende i hans kropsslagvar den store vægtforskel. Ved indvejningen var den cirka to kilo, men under kampen har han måske vejet fem-seks kilo mere end mig, og så kunne det mærkes,” siger Tommi Schmidt.
Den 34-årige dansker har nu bokset fire kampe siden sit comeback. Alle fire er endt med nederlag, så rekordlisten hedder nu 6-6, 3 KO.