tirsdag, 14. januar 2025

14.04 Georgisk modstander til Wallin

Beka Lobjanidze (11-1, 9 KO) er navnet på den modstander, som Otto Wallin (10-0, 8 KO) skal i ringen med, når der den 2. maj er Nordic Fight Night i Frederiksberg Hallerne.
 
“På papiret er Lobjanidze den hårdeste modstander, jeg har mødt, men lad os nu se hvor hård han er, når han kommer i ringen med mig,” siger Otto Wallin ifølge en pressemeddelelse.
 
Svenskeren mødte også i marts en georgisk modstander, men ham var der mildt sagt ikke meget krudt i, og Wallin kan derfor godt forvente hårdere modstand denne gang. Han har da også allerede studeret sin kommende modstander på video.
 
“Jeg er nødt til at være forsigtig, opmærksom og ikke undervurdere ham. Så tror jeg, at jeg kan skræmme ham. Jeg har set hans kamp mod Dillian Whyte, og når der blev lagt pres på ham, lavede han ikke ret meget. Så længe jeg holder mig til min plan, tror jeg, at jeg har evnerne til at slå ham,” siger Otto Wallin.
 
Foto: Wende.

Seneste historier