lørdag, 27. juli 2024

14.04 Brækhus vil møde de bedste

At dømme ud fra lyden var det nordmændene, der lørdag aften var i flertal i Arena Nord i Frederikshavn. Af samme årsag var det Cecilia Brækhus, der var aftenens hovedperson, og den regerende WBA-, WBC- og WBO-verdensmester blev gratuleret fra alle sider efter den lette sejr over Mia St. John.
 
“Jeg har det rigtigt godt. Det er fantastisk med så mange mennesker,” sagde Cecilia Brækhus.
 
Et let titelforsvar var ventet. Cecilia Brækhus var klasser over amerikaneren, men alligevel fik hun tydeligt vist, at hun er en fremragende bokser. Det er da heller ikke ydmyge mål, nordmanden har for fremtiden.
 
“Jeg håber, at jeg kan komme til at bokse mod de bedste. Jeg vil stadig gerne møde Holly Holm,” sagde Cecilia Brækhus, der nærmest følte sig på hjemmebane i Nordjylland.
 
“Jeg vil gerne komme tilbage til Frederikshavn og bokse. Det er fedt, at her er så mange nordmænd,” sagde hun.
 
Foto: Wende.

Seneste historier