mandag, 24. juni 2024

14.04 Blackledge fortryder at gå op i vægt

Luke Blackledge tvang lørdag aften Erik Skoglund ud i 10 meget hårde omgange i titelkampen på Nordic Fight Night-stævnet i Frederikshavn. Englænderen blev dømt som taber, men han kunne alligevel være stolt af at have været en del af en god og hård titelkamp.
 
“Det var en god kamp. Han var meget stærkere, end jeg havde regnet med,” sagde Luke Blackledge efter kampen.
 
Luke Blackledge besejrede i juni sidste år en slidt Mads Larsen, og det var planen, at det denne gang var Rudy Markussen, der skulle have muligheden for at revanchere landsmandens nederlag. Men Rudy Markussen blev skadet, og derfor blev det i stedet svenskeren, der kom til at stå over for den hårde englænder.
 
Blackledge erkender nu, at det var dumt af ham at sige ja til en kamp mod Erik Skoglund.
 
“Jeg havde forberedt mig på at skulle møde Markussen, og da han meldte afbud, sagde jeg ja til at gå en vægtklasse op op. Jeg skulle aldrig have sagt ja til at gå op i letsværvægt, men jeg er en kriger, og jeg har aldrig sagt nej til en kamp,” sagde Luke Blackledge, der ikke havde nogle indvendinger mod den afgørelse, der faldt ud til svenskerens fordel.
 
“Afgørelsen var fair nok, og jeg ønsker ham alt godt i fremtiden. Han fortjener, at det går ham godt,” sagde Luke Blackledge.
 
Foto: Wende.

Seneste historier