Efter syv omgange med klasseforskel valgte George Tahdooahnippah (34-2-2, 24 KO) at blive i sit ringhjørne. Dermed vandt Patrick Nielsen (24-1, 12 KO) på teknisk knockout i 8. omgang og sikrede sig dermed WBA international titlen i supermellemvægt.
Allerede i 1. omgang lignede amerikaneren en fyr, der ville få behov for en Plan B, hvis han skulle ind på livet af Patrick Nielsen. Danskeren jagtede ham rundt i ringen, og selvom det var en omgang, hvor der ikke kom de store træffere, fik Patrick Nielsen med sit højre jab – og i et enkelt tilfælde med den venstre, der fulgte op – sikret sig omgangen.
Det samme gjorde sig gældende i den efterfølgende omgang, hvor danskeren syntes at være i fuld kontrol.
I 3. omgang km Patrick Nielsen et skridt nærmere en hurtig afgørelse. En dyb venstre satte Tahdooahnippah på knæ. Han kom op, men selvom han forsøgte at give indtryk af det modsatte, var han tydeligt skræmt og forsøgte at gemme sig i ringhjørnet. Det er sjældent det smarteste sted at gemme sig, men alligevel lykkedes det ikke Patrick Nielsen at få sat det sidste og drabelige stød ind.
George Tahdooanippah har mange kampe bag sig, og den store rutine kom mest til udtryk ved, at han undgik at blive ramt synderligt meget. Offensivt havde han abslut intet at byde på, og det virkede langt hen ad vejen som om, han ikke engang forsøgte. Til gengæld brugte han meget tid på at gemme sig i ringhjørnet og bede Patrick Nielsen om at slå noget mere. En taktik, der kun meget sjældent fører til sejr.
En skarp Patrick Nielsen ville have lukket kampen i løbet af de første seks omgange. Sådan gik det ikke. Til gengæld måtte Patrick Nielsen nærmest lede efter Tahdooahnippah, hvis pointgivende træffere kunne tælles på fingrene. Han virkede i stedet tilfreds med at flygte, gemme sig og forsgøge.
Det førte da heller ikke til sejr. Efter syv omgange valgte George Tahdooahnippah at blive ringhjørnet. Han var chanceløs mod Patrick Nielsen, som dermed sikrede sig WBA international titlen.
Foto: Wende.