For en lang række professionelle boksere er drømmen om en karriere i bar overkrop ikke gået som forventet og håbet. Karrieren gik i stå og døde, inden den for alvor var kommet i gang. Men hvorfor døde karrieren? Det spørgsmål har knock-out.dk stillet til en række tidligere boksere.
Det var alt andet end frivilligt, at Søren Engelbret efter 13 professionelle kampe uden nederlag blev tvunget til at lægge handskerne på hylden.
”Gert Bo Jakobsen og Steffen Tangstad lukkede butikken, og så blev vi fyret alle sammen,” fortæller Søren Engelbret, der stod noteret for 12 sejre og en enkelt uafgjort kamp – som i øvrigt straks var blevet revancheret med en sikker sejr.
Efter afskeden med Modern Sports & Events i 2004 forsøgte den 25-årige letweltervægter at få gang i karrieren hos en anden promotor. Men det var en svær tid for de danske promotorer, da både Team Palle og Anders Vester ved udgangen af 2002 havde mistet deres faste tv-aftaler.
”Jeg snakkede med Vester, men han var også ved at lukke lidt ned, og Mogens Palle havde heller ingen tv-aftale. Palle ville egentlig gerne se, om han kunne bruge mig, men han kunne ikke engang holde sine egne boksere ordentligt i gang,” siger Søren Engelbret, der i stedet vendte blikket mod udlandet, hvor han allerede havde bokset en stor del af sine kampe.
”Jeg fik Gert Bo til at lave en forespørgsel hos Universum i Tyskland, men det havde overhovedet ingen interesse for dem. De kunne sikkert uden problemer finde en russer, der skulle have langt mindre for det og som sikkert også var bedre,” siger Søren Engelbret.
Mens flere af de øvrige boksere, der var i stald hos Gert Bo Jakobsen og Steffen Tangstad, var kørt sur i en hverdag, hvor der sjældent var særlig meget styr på, hvad der skulle ske i fremtiden, havde Søren Engelbret masser af lyst til at bokse videre. Og han gav ikke op, fordi der hverken var gevinst hos de danske promotorer eller hos Universum.
”Ivor De Lima prøvede at finde noget til mig, og han fandt også noget i England, men det var der ingen penge i. Det sagde jeg nej til, og det har jeg fortrudt helt vildt. Jeg skulle have taget chancen for at se, om jeg kunne bokse mig til en kontrakt,” siger Søren Engelbret.
I de efterfølgende år legede han længe med tanken om et comeback, men drømmen blev mindre og mindre, som tiden gik. Han havde tidligere set eksempler på boksere, der ikke havde samme styrke, når de vendte tilbage efter en længere pause, og derfor begyndte drømmen efterhånden at gå i sig selv.
Skulle have forlænget
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Modern Sports & Events meddelte, at promotorbutikken blev lukket. Heller ikke bokserne havde nogen anelse om, hvad der var på vej. Søren Engelbret boksede sin sidste kamp i maj 2004 i Dortmund, og her var det meningen, at der efter kampen skulle laves en ny kontrakt mellem ham og promotorfirmaet.
”Jeg skulle egentlig have forlænget. Til den sidste kamp lovede Steffen Tangstad at komme med en kontrakt, men han meldte fra. Det kunne også være det samme,” fortæller Søren Engelbret.
I sin korte karriere nåede Søren Engelbret at bokse på adskillige store stævner. Det var gerne folk som Vitali Klitschko, Felix Sturm og Zsolt Erdei, der boksede hovedkampene, når Engelbret var i ringen ved stævner i Tyskland. Men når det var MSE selv, der skulle arrangere stævner, var det til tider mindre morsomt.
”Det var spændende, for der var mange spændende stævner, men det var noget rod. Om det var deres skyld, ved jeg ikke, men det var meget ustruktureret, for der var ikke nogen fast køreplan. Stævner blev aflyst, man vidste ingenting, og lige pludselig skulle man bokse. Så det var ikke den store drøm om at blive professionel, der gik i opfyldelse. Der var for mange skuffelser i forhold til de gode oplevelser,” siger Søren Engelbret.
Alligevel fortryder han ikke, at han tog chancen og blev professionel. Han var ganske enkelt kørt træt i at bokse som amatør.
”Til sidst var jeg ikke godt tilpas med at bokse som amatør. Både på grund af computerscoringerne og fordi vi til sidst boksede fire omgange a to minutter. Jeg kom aldrig ordentligt ud af starthullerne,” siger Søren Engelbret, der kun fortryder, at han ikke tog chancen i England til få penge i et forsøg på at bokse sig til en fast aftale. Livet som professionel kunne han lide.
”Jeg har altid været god til at bruge mit jab, og det passer bedre til profboksestilen. Jeg har altid vidst, at jeg havde god punch i næverne, selvom jeg ikke vejer så meget, og det kom bedre til udstryk, da jeg fik nogle tyndere handsker på,” siger Søren Engelbret.
Siden sit stop som professionel har han arbejdet som tømrer, og han har i en periode haft sit eget firma. Desuden kommer han stadig fast i sin gamle amatørklub, så han har ikke mistet kontakten til bokseverdenen.
”Jeg hjælper med at træne i Varde AK, når jeg har tid til det. Det er mest i weekenderne, hvor jeg tager med drengene, når de skal ud og bokse,” fortæller Søren Engelbret.
Navn: Søren Engelbret
Født: 3. januar 1979
Promotor: Modern Sports & Events
Rekordliste: 12-0-1, 9 KO
Vægtklasse: Letweltervægt