Endnu er det ikke lagt fast, hvor kampen mellem Mikkel Kessler og Carl Froch skal bokses den 17. april. Mulighederne er København eller Herning, og hvis det står til den britiske WBC-verdensmester, vil kampen blive bokset i den danske hovedstad.
“Det er der, kampen hører hjemme,” siger Carl Froch til BBC.
Carl Froch peger på vanskeligheden ved at komme til Herning fra udlandet som den væsentligste årsag til, at han helst ser kampen placeret i København. Han frygter ganske enkelt, at det vil gå ud over den opbakning, han vil få fra tilskuerpladserne.
“For danskerne er det nemt at komme dertil, men for briterne og for mine fans vil det blive meget svært, så de vil formentlig blive hjemme,” siger Carl Froch.