Billetsalget til kampen mellem Brian Nielsen og Evander Holyfield den 5. marts begynder den 24. januar. Billetterne sættes til salg på Billetnet. Det oplyser Sauerland Event i en pressemeddelelse.
De dyreste billetter, hvor man får en række ydelser med i købet udover muligheden for at se boksning, koster, som det tidligere har været fremme, 9995 kroner. Desuden er der mulighed for at købe VIP-pakker for 7995 kroner og 5495 kroner.
Desuden bliver et antal billetter sat til salg i fire forskellige kategorier. Der er tale om billetter uden catering og andre ydelser end muligheden for at se kampen. Her koster billetterne 7995 kroner, 6495 kroner, 4495 kroner, mens de billigste billetter koster 1495 kroner.

