Han var for dårlig til at bokse på DK4, men nu er han rykket ind i top10 pound-for-pound hos The Ring Magazine og omtales som en mulig modstander til selveste Floyd Mayweather Jr. Ja, det lyder utroligt, men da Spend Abazi i 2007 boksede om den ledige IBF-titel i fjervægt og tabte til amerikaneren Robert guerrero, så blev det sidste stævne i samarbejdet mellem Team Palle og DK4.Kort efter stævnet løb tv-stationen fra kontrakten. Selskabet bag stationen – Ciac – lagde sag an mod Team Palle. De mente blandt andet, at kvaliteten af stævnerne var så dårlig, at de ville have retten til at skønne om stævnerne levede op til begrebet “høj international standard”. Ciac tabte retssagen, og det blev aldrig nødvendigt med skønnet.Nu er Spend Abazis overmand rykket ind som nummer 10 pound for pound hos verdens største boksemagasin. Efter sejren over Spend Abazi har amerikaneren ikke tabt. Efter nogle forsvar af IBF-titlen i fjervægt rykkede han op og vandt forbundets titel i superfjervægt. Siden blev det først til interim-titlerne hos WBA og WBO i letweltervægt og interim-titlen i weltervægt. Det er dog mere modstandernes kvalitet, der har rykket Robert Guerrero ind på pound-for-pound-listen. Navne som Malcolm Klassen, Joel Casamayor, Michael Katsidis, Selcuk Aydin og Andre Berto har alle tabt til ham.Han er nu rangeret som nummer tre i weltervægt hos The Ring – en plads foran Manny Pacquiao – og bliver nævnt som en mulig modstander til nummer et i weltervægt og pound for pound, Floyd Mayweather Jr.