Klokken 23.30 ville Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) og Rudy Markussen (39-4, 26 KO) gå i ringen. Det var, hvad Viasat på forhånd havde annonceret. At den tidsplan ikke helt holdt, var måske ikke overraskende, alene af den grund at stævnet blev solgt på pay-per-view. Da alle erfaringer øjensynligt viser, at forholdsvis mange vælger at købe kampen i sidste øjeblik, er der penge at hente for tv-stationen ved at trække kamptidspunktet til det yderste.Men der er altså grænser. Først en rund time senere end annonceret blev opgøret ringet i gang. Dermed havde de mange tilskuere, der havde betalt op til 2500 kroner for billetterne, i omtrent to timer siddet og gloet ud i den bå luft. Det er dybt uprofessionelt at behandle et betalende publikum på den måde, og det er en gåde, at det ikke kunne gøres bedre.Hvad er der eksempelvis blevet af de såkaldt flyder-kampe? Altså undercard-kampe, der ikke har nogen fast placering på stævnet, men som promotoren kan kaste ind, når der opstår et hul i tidsplanen, så publikum ikke behøver sidde og føle sig til grin. Denne lørdag aften skulle tilskuerne sidde klar allerede før, Nissebanden havde fundet dagens fryd for øjet på DR Ramasjang for at se boksere som Deion Jumah og Landry Kore i aktion. Den slags kampe kunne meget passende være smidt ind i de meget lange pauser, som blev helt pinlige, da en improviseret rap-konkurrence med vanlig fokus på pik og patter pludselig skulle gøre det ud for underholdning.Nej, det var saftsuseme skidt arrangeret. Men så var det i det mindste på niveau med det, der foregik oppe i ringen.Rudy har intet hjerteVi har før set eksempler på, at Rudy Markussen ikke har det største hjerte, når han først bliver sat under pres. Men at der ikke skulle mere til, før den tidligere EBU-mester gik i gulvet og lod sig tælle ud, er rystende. Ganske vist havde Patrick Nielsen i kampens to første runder haft rimeligt let spil med sit lange højre jab og den opfølgende venstre. Markussen var derimod langsom og uskarp og meget langt fra tidligere tiders styrke.På ét punkt var intet dog forandret: Så snart Rudy Markussen var bare en smule presset, gav han sig til at lede efter det blødeste sted i ringen at lægge sig. Straks efter den kiksede kamp meddelte han, at karrieren er slut, og det kunne da heller ikke være meget anderledes.”Når man har noget ringrust, kræver det noget at komme ind i en kamp. Og Patrick er dygtig, det kan man ikke tage fra ham,” lød det fra Rudy Markussen.Patrick Nielsen forsøgte at overbevise seerne og tilskuerne om, at han og Rudy Markussen i virkeligheden er fine venner. Aha, javel, ja. Patrick Nielsen er dog så langt bagud på point på goodwill-kontoen, at alle sympatiske ord i den næste meget lange tid vil være velkomne. Han har dog kun grund til at være tilfreds med det, der foregik i ringen.”Jeg synes, det gik, som vi havde trænet. Jeg fik holdt afstand til hans lange hook, så jeg synes, det gik rigtigt godt. Det er det, jeg er gået efter hele tiden, og det er jeg utroligt glad for,” sagde Patrick Nielsen, der med sejren er blevet stillet en VM-kamp i udsigt af sin promotor.Det lyder selvfølgelig spændende, men det kræver altså lige en nærmere definition af begrebet ”VM-kamp”. Både Patrick Nielsen og Mikkel Kessler har tidligere bokset om WBC’s såkaldte silver-titel, mens Patrick Nielsen og Rudy Markussen har jagtet WBA’s interim-titel. I ingen af de tilfælde har Sauerland holdt sig for fin til at promovere kampene som VM-kampe, så et godt gæt kunne være, at Patrick Nielsen bliver præsenteret for en interim-titelkamp i eksempelvis WBO-regi, hvor han af årsager, der er omtrent lige så uforklarlige som Rudy Markussens indstats i aftes, er placeret som nr. 2 på verdensranglisten.Vi manglede bare Robert Larsen…I et af de mange programmer, der blev sendt ud for stævnet, fremgik det, at Robert Larsen (2-1, 1 KO) var på programmet. Han skulle møde Landry Kore (4-0, 1 KO) i en kamp over seks omgange, fremgik det af programmet.Sådan blev det som bekendt ikke, og det er der såmænd ingen grund til at lyde overrasket over, for det er trods alt ikke første gang, at en planlagt Robert Larsen-kamp ikke bliver til noget. Retfærdigvis skal det dog siges, at Larsen var til stede i arenaen, hvor han assisterede i Dina Thorslunds ringhjørne og senere på aftenen viste sig som en særdeles habil sandwich- og sodavand-henter.Nogen kamp blev det ikke til for ham. Det sker dog snart, ifølge Robert Larsen selv, for til foråret kommer kampen mod Landry Kore nemlig, lover han. Hvordan det skal passe ind i kalenderen i forhold til returkampen mod Andy Thiele, melder historien ikke noget om. Eller kampen mod Puriya Haidari. Eller… baahh, bare glem det, okay?!Undercardet bød ikke på oplevelser, der kommer til at stå printet i erindringen. Micki Nielsen (20-0, 14 KO) mødte en på alle måder skodmodstander i bulgarske Konstantin Sermerdjiev (33-17-2, 20 KO), men ordnede det med en flot knockout med et enkeltstød. Abdul Khattab (13-1, 3 KO) havde luft til otte omgange mod Francisco Cordero (31-5, 22 KO), som i overført betydning var en tynd modstander, men bogstaveligt talt præcis det modsatte, og Tim-Robin Lihaug (15-1, 8 KO) boksede otte dødkedelige omgange mod den ungarske journeyman Jozsef Racz (5-5, 1 KO).Undervejs kom vi faktisk til at savne Robert Larsen. For Landry Kore (5-0, 2 KO) kom i stedet i ringen mod bulgarske Valentin Stoychev (7-21-3, 3 KO), og han var saftsuseme ringe. Stakkels Stoychev lignede en fyr, der ikke anede, at han var til et boksestævne. Det var det undervejs faktisk også muligt at komme i tvivl om, da genierne, der havde lagt tidsplanen, som nævnt havde sørget for, at tilskuerne måtte vente i timevis på, at Viasat langt om længde fandt det belejligt at sende hovedkæmperne i ringen.Trods det fesne undercard var der visse ligheder til de allerstørste stævner herhjemme de senere år – altså stævner med Mikkel Kessler øverst på plakaten. Det var nemlig ikke nødvendigt at komme ret tæt på ringside, før det vrimlede med kendisser. Den nu forhenværende nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby, havde eksempelvis fået sig placeret lige ved siden af Nisse Sauerland. Om det fra den tyske promotors side var et taktisk træk i jagten på at se lidt frække billeder, melder historien dog ikke noget om.Undercardets mest positive indslag kom fra Dennis Ceylan (17-0-1, 8 KO), der på bare to omgange gjorde det af med den særdeles rutinerede amerikaner Walter Estrada (46-19-1, 30 KO). Ceylan kan meget vel stå foran karrierens første titelkamp ved det næste stævne i februar, og set i den anledning var en overkommelig sejr selvfølgelig fin. Måden den kom på, hvor Estrada blev klasket ned og var helt rundforvirret, da han endelig kom på benene, var heller ikke helt skidt.”Fansene har haft deres tvivl, om jeg har punchet, men det har jeg nu bevist, at jeg har,” lød det efterfølgende fra Dennis Ceylan, der efterhånden ligner en bokser, der kunne trænge til større udfordringer.
Målet for den ubesejrede fjervægter må i første omgang være en titelkamp på EM-niveau.Sauerland skal oppe sig!Men var der virkelig ikke noget positivt på undercardet – altså udover Ceylans hurtige sejr? Tjo, så skidt da. Dina Thorslund (5-0, 3 KO) viste udmærkede takter, men endnu engang var hun oppe mod en spoiler, der helst ville undgå kampen og var særdeles tilfreds med bare at gå tiden ud. Micki Nielsen viste, at han har en solid power, og…. nej, der er ikke mere.Team Sauerland er altså nødt til at oppe sig, hvis de fortsat vil have dansk professionel boksnings førertrøje. Det kan de passende begynde på den 6. februar, når Dennis Ceylan og Micki Nielsen ifølge meldingerne er øverst på plakaten i titelkampe i Århus.Var det så det rene tidsspilde at tage til Brøndby Hallen for at se boksning? Nej, faktisk ikke. Ved at være til stede var det nemlig ikke nødvendigt at skulle høre på Joachim Boldsen og Camilla Martin, og det var faktisk hele turen værd. Begge var de nogle fremragende sportsfolk, men hvorfor tv-stationerne mener, at gode sportsfolk pr. automatik er gode tv-værter og reportere, er en gåde. Men dem var der temmelig mange af i Brøndby Hallen lørdag aften, så den her gemmer vi lige til en anden gang.Foto: Wende.