fredag, 4. oktober 2024

13.11 Pinzon: Det vil blive underholdende

Patrick Nielsen stod i dag for første gang ansigt til ansigt med sin kommende modstander, José Pinzon.
 
Den 26-årige mexicaner slog på dagens pressemøde fast, at han ikke blot er kommet til Danmark for at agere boksebold for Patrick Nielsen. Han vil vinde, og han tror, det kommer til at ske på underholdende vis.
 
“Vi har en stor boksetradition i Mexico, og min stil er meget mexicansk. Jeg er aggressiv, og jeg kommer meget fremad. Efter at have studeret Nielsen kan jeg sige, at vi er meget ens, vi går begge meget fremad. Styles make fights, og dette vil blive underholdende,” siger José Pinzon.
 
Det er første gang i karrieren, at Patrick Nielsen skal bokse i sin hjemby. Det er noget, han ser frem til, men han føler ikke, at der af den grund ligger et endnu mere voldsomt pres på hans skuldre.
 
“Jeg føler ikke noget ekstra pres. Hvis det betyder noget, giver hjemkomsten mig mere energi, fordi jeg er blandt de mennesker, jeg elsker og kan lide. Det kan kun være en fordel for mig at bokse hjemme. Jeg vil gå ud og gøre mig job og slå min modstander;” siger Patrick Nielsen, der under kampen vil få opbakning af sin træner Joey Gamache.
 
Den amerikanske træner, der selv blev verdensmester som professionel bokser, er sikker på, at hans elev kan gå hele vejen inden for sporten.
 
“Patrick har evnerne til at blive en succes – og dem vil han få brug for mod Pinzon. Jeg har set hans kampe, han er en stærk modstander, så Patrick er nødt til at være på toppen for at slå ham,” siger Joey Gamache.
 
Foto: Team Sauerland.

Seneste historier