søndag, 12. januar 2025

13.10 Kessler: Ceylan skal holde hovedet koldt

Det er en manddomsprøve, som lørdag aften venter for Dennis Ceylan (17-0-1, 8 KO). Her skal han op mod engelske Ryan Walsh (21-1-1, 10 KO) i en kamp om den ledige EM-titel i fjervægt. En kamp, der kan gøre Ceylan til den første danske EBU-mester siden 2008 og samtidig kan definere, om han har mulighederne for at nå op blandt de bedste i verden.
 
En af dem, der har været blandt de bedste i verden, mener i hvert fald, at det er en eksamen, som venter.
 
“Det bliver interessant at se, hvordan Dennis klarer sig under pres. Hvis han vinder den her kamp, så tror jeg, at han kan gå hele vejen,” siger Mikkel Kessler ifølge en pressemeddelelse.
 
Ceylan kommer uden diskussion på karrierens sværeste opgave, og han vil undervejs i opgøret formentlig opleve at føle sig presset. Mikkel Kessler, der selv har stået i adskillige vanskelige opgør, har et råd til, hvordan han i sådan en situation skal bære sig ad.
 
“Hvis jeg skulle give ham nogle råd, ville det være at holde hovedet koldt, at bevare roen og huske på, hvad han har lært til træning; at uanset hvor mange tilskuere, der er, og hvor stor kampen er, så er det bare ham og hans modstander i ringen,” lyder det fra den tidligere WBA- og WBC-verdensmester.
 
Foto: Wende.

Seneste historier