Efter 10 hårde omgange kunne Klara Svensson (14-0, 5 KO) lørdag aften iføre sig det bælte, der beviser, at hun er WBC’s nye interim-mester i letweltervægt. Der blev brug for masser af svenske kræfter, men Klara Svensson vandt en fair og fortjent sejr.
Det blev en fin åbning på kampen, hvis man altså var blå og gul. Det var i hvert fald Klara Svensson, der trak sig sejrrigt ud af 1. omgang. Det gjorde hun ved gentagne gange at åbne på fin afstand af tyskeren med en venstre for derefter at følge op med sin højre.
På papiret lignede Marie Riederer en farlig modstander, men da de to boksere først kom op i ringen, viste hun sig at være en bokser, som Klara Svensson sagtens kunne have styr på. Hun slog fra sig, bevares, og flere gange blev den svenske blondine da også ramt, men derfor var det stadig Malmø-bokseren, der kom bedst ud af omgangene.
Efter at have tabt to omgange på distancen forsøgte Marie Riederer sig i 3. omgang med en mere offensiv taktik. Hun gik fremad, men det var et pres, som Svensson fint forstod at slippe ud af og slå contra. Langsomt men sikkert var Klara Svensson i denne periode ved at bringe sig foran på dommersedlerne.
Efter fem omgange havde svenskeren sikret sig et solidt forspring, men allerede på dette tidspunkt begyndte træthedstegnene at vise sig. Hun hev efter vejret, og hun var bestemt ikke ked af, at der blev ringet til pause.
Helt kønt var det ikke altid, men af en kvindekamp at være var der masser af smæk for skillingen. Tyskeren havde ikke opgivet, men som regel lykkedes det Klara Svensson at komme bedst ud af de dueller, der efterhånden i højere og højere rad fik kampen til at ligne et regulært opslidningsslag.
Gennem alle omgangene var underholdningsværdien ganske udmærket. Det var tale om to boksere, der måske ikke er histriens bedste, men som uden tvivl har både vilje g dedikation. Klara Svensson var dog den bedste, og hun vandt fortjent med cifrene 100-90, 100-90 og 99-91.
Foto: Wende.

