De 12 omgange mellem Erik Skoglund og Stefano Abatangelo havde omtrent samme seermæssige værdi som en miss wet t-shirt-konkurrence i den radikale folketingsgruppe. Skoglund vandt og forsvarede dermed sin EU-titel, ligesom han sikrede sig IBF I/C-titlen i letsværvægt, men så er det positive egentlig også sagt om den kamp.
Den væsentligt lavere italiener ville forståeligt nok gerne ind under svenskerens lange arme. Det formåede Skoglund i den indledende omgang i fin stil at afvise, og i stedet fik han med sit venstre jab og den opfølgende højre sørget for, at han var den, der først kom på scoringstavlen.
Med et italiensk ønske om mest mulig infight og et svensk ønske om det modsatte, kunne kampen ikke undgås i perioder at blive en anelse rodet. Italieneren var hele tiden farlig, når han kom brasende fremad med sit hoved, og det forsøgte den danske kampleder i 4. omgang at få sat en stopper for, da han fratrak italieneren et point.
Først mod slutningen af 5. omgang kom der rigtigt gang i publikum i Carlsbergs gamle bryggerihal i Valby. Tilskuerne, der for størstedelens vedkommende lød til at have taget turen over Øresund for at komme til boksning, begyndte at larme, da Erik Skoglund fik sendt en serie af både uppercuts og hooks afsted mod det italienske hoved.
Omgangene begyndte efterhånden at ligne hinanden: Italieneren gik uden nævneværdigt held fremad, mens Skoglund gerne fik sat et par træffere ind, inden de to boksere endte med at kramme hinanden op mod tovene.
Med sin aggressive og frembrusende stil bidrog ikke til nogen god kamp, og desuden var den farlig. Svenskeren slap dog nådigt, da han ikke fik alvorlige skrammer i hovedet. Til gengæld måtte Abatangelo i 11. omgang for anden gang i kampen finde sig i, at han fik fratrukket et point for at bokse for farligt.
Den svenske sejr var der ikke tvivl om. Cifrene lød 118-109, 118-108 og 120-106 til fordel for Erik Skoglund (21-0, 11 KO), der nu måske kan begynde at se frem mod større opgaver. Han er nr. 2 på EBU-ranglisten, og bor – hvis han og hans promotor ellers ønsker det – kunne blive officiel udfordrer.
Foto: Wende.