Det skandinaviske sværvægtshåb Robert Helenius kommer på karrierens hidtil sværeste opgave, når han den 30. maj bokser i Helsinki på undercardet til VM-kampen mellem Ruslan Chagaev og Nikolay Valuev.
25-årige Helenius, der har vundet alle sine syv professionelle kampe, skal i ringen mod den 32-årige waliser Scott Gammer, der er en meget mere rutineret bokser end Helenius.
Gammer har bokset 22 professionelle kampe, hvor han har vundet de 18, tabt tre og bokset en enkelt uafgjort. Hans nederlag er bl.a. kommet mod Danny Williams og senest i en EU-titelkamp mod Francisco Pianeta, men på Gammers rekordliste findes sejre over habile modstandere som Julius Francis og Mark Krence.

