Aftenens Nordic Fight Night blev åbnet med et brag af et rent nordisk opgør i letsværvægt. Nordmanden Simen Smaadal slap bedst fra opgøret, da han besejrede danske Kristoffer Storm på point.
Det var vanskeligt at høre, at det var Kristoffer Storm, der havde hjemmebane i Danmark. De norske tilskuere var i hvert fald dem, der fra begyndelsen råbte klart højest.
Kampens åbning blev en del rodet, og der var meget infight. Det var her, danskeren var stærkest, mens han flere gange måtte tage imod solide norske træffere, når de to boksere holdt sig på afstand af hinanden.
I 2. omgang syntes Smaadal at få bedre styr på begivenhederne. Storm fik allerede i åbningsomgangen en påtale for at slå i nakken, og det holdt ham tilbage fra at fyre kanonen af, når bokserne var inde og holde om hinanden. Men det var de heller ikks så ofte som i 1. omgang, for Smaadal formåede bedre at holde sig på afstand, og det var nordmanden, der sikrede sig de første omgage.
Takterne fortsatte, og i 3. omgang begyndte begge boksere at se mærkede ud. Kristoffer Storm begyndte at hive efter vejret, og en norsk blodtud viste, at Simen Smaadal trods sit forspring på point måtte tage imod flere træffere. Midtvejs i omgangen gik et sus gennem det norsk prægede publikum, da Storm ramte med en hård højre.
Det var op ad bakke for Kristoffer Storm, og det blev ikke bedre, da han i begyndelsen af 4. omgang fik en skade ved øjet. Stvnelæge Kjedsen gav ham lot til at fortsætte, men Storm måtte i resten af omgangen tage imod nogle solide norske bomber.
Storm gav sig ikke uden hård kamp, og fighterhjertet er værd at have stor respekt for. Men forskellen på de to boksere blev større og større, og i 5. omgang blev danskeren endvidere sendt en tur i gulvet. I sidste omgang satsede Storm alt, og det udviklede sig til en vild fight, hvor intet syntes afgjort før sidste gonggong.
Den norske pointsejr var dog fair og på sin plads. Dommerne scorede kampen 59-54, 58-55, 58-55 til fordel for Simen Smaadal (5-0, 2 KO).
Kristoffer Storm er nu 1-1, 0 KO.
Foto: Wende.