På papiret lignede det en overkommelig opgave for den regerende EBU-mester, men allerede tidligt i kampen viste Sean Corbin at han ikke udelukkende var rejst den lange vej til Danmark for at hæve pursen.
I 2. og 3. omgang blev Masternak flere gange truffet hårdt af både venstren og højren, og disse omgange burde begge gå til den 38-årige Guyana-bokser.
Som regerende EBU-mester burde Meteusz Masternak, der før denne kamp havde vundet alle sine 29 professionelle kampe, uden større problemer besejre en mand som Sean Corbin. Men selvom han vandt 4. omgang, var indtrykket af kampens første tredjedel, at polakken var skuffende og ikke formåede at bevise den forskel, der burde være på de to boksere.
Undervejs i kampen begyndte en mumlen at sprede sig blandt publikum i Arena Nord i Frederikshavn. En lyd, der var meget sigende for det, der foregik i ringen. Midtvejs i kampen ville en objektiv score være meget jævnbyrdig, ong indsatsen fra Mateusz Masternak var ringe.
Mens Sean Corbin kunne notere positive boksemæssige takter, var det til gengæld mindre positivt, at hans ene øje midtvejs i kampen begyndte at blive hævet og delvist lukket.
Det dårlige indtryk ønskede Masternak dog at lave om på. Dårligt var 8. omgang gået i gang, før Corbin var sendt i gulvet. Han kom dog på benene igen og fortsatte den ihærdige indsats.
I 9. ogang gik Sean Corbin igen i gulvet efter en højre, og selvom han igen blev stablet på benene, kunne enhver se, at det var slut. Kamplederen burde allerede her have stoppet kampen, men Corbin blev sendt tilbage i kamp. Kun med det resultat, at han fik lidt tæv, hvorefter kampen helt korrekt blev stoppet.
Efter otte omgange var polakken på de tre scorecards foran med de absurd klare cifre 80-71, 79-72, 79-72.
Teknisk knockout i 9. omgang til Mateusz Masternak (30-0, 22 KO), som dermed vandt WBC international silver-titlen.
Foto: Wende.