søndag, 16. juni 2024

13.04 Keller gik de otte omgange – og vandt

Nok er Terry Carruthers en journeyman med flere nederlag end sejre på rekordlisten, men det er ikke ensbetydende med, at han er ligeglad med sine kampes udfald.
 
Allerede i åbningsomgangen mod Torben Keller viste han i hvert fald, at han på ingen måde ville have noget imod at tage en sejr med sig hjem. Den massivt tatoverede englænder var, som engelske journeymen er flest: En hårdfør type, der konstant gik fremad og via en høj arbejdsrate forsøgte at bringe Keller ud af fatningen.
 
Torben Keller syntes umiddelbart at have det fint med den engelske boksestil. Danskeren havde fin succes med at undgå slagene fra den et år ældre englænder og efterfølgende svare igen med en kontra.
 
Terry Carruthers varen god test for Torben Keller. Nok var danskeren en klart bedre bokser, der også slap bedst ud af langt de fleste slagdueller, men englænderen gav aldrig op, og han blev ved med konstakt at gå fremad og presse Keller, der i flere tilfælde også måtte lægge ansigt til Carruthers træffere.
 
Kun en enkelt gang tidligere har Torben Keller prøvet at bokse seks omgange. Men denne gang skulle der bygges yderligere to omgange på erfaringerne. Den del så Torben Keller umiddelbart ud til at håndtere ganske udmærket, for selvom englænderen ikke lod sig mærke af tempoet og blev ved med at fortsætte fremad, var det stadig danskerne, der var i kontrol med kampen.
 
Efter de otte omgange fik Torben Keller en fair og fortjent sejr med cifrene 80-72, 78-74 og 78-74.
 
Torben Keller udbyggede dermed rekordlisten til 7-0-1, 2 KO.
 
Foto: Wende.

Seneste historier