mandag, 4. november 2024

13.01 Thomsen: Den skal have fuld gas!

Kim Thomsen (4-1, 1 KO) har allerede på forhånd annonceret, at kampen på næste lørdag mod polske Mateusz Gatek (4-8, 0 KO) bliver sidste optræden i ringen for den 41-årige vestjyde.
 
Danskeren ved dog ikke meget om, hvad det er for en type, han skal møde ved stævnet i Struer.
 
“Jeg kender ikke noget til ham, men det er også lige meget. Jeg skal bare ud og give den fuld gas,” siger Kim Thomsen til Dagbladet Holstebro-Struer.
 
Kim Thomsen boksede senest i sommer, hvor han blev stoppet af islandske Gunnar Kollbein Kristinsson. Nu venter en på papiret knap så hård modstander, som forhåbentlig kan give Kim Thomsen en flot afslutning på boksekarrieren.
 
Forberedelserne til afskedskampen har dog ikke udelukkende været hygge.
 
“Det har været nogle helvedesuger, hvor jeg har smidt 10 kilo på tre uger. Det har svinget lidt med motivationen og ikke altid været lige sjovt,” siger Kim Thomsen.

Seneste historier