Det var måske ikke overraskende, at Ahmed Kaddour efter tre års fravær fra ringen trængte til at få banket lidt ringrust af. Men alligevel kunne publikum med rette have forventet en noget bedre indsats af den tidligere deltager i det amerikanske TV-show ”The Contender”, end det var tilfældet lørdag aften i Herning.
Første halvdel af mellemvægtskampen var uden højdepunkter – dog med Kaddour som den mest scorende af de to boksere. I fjerde omgang virkede Kaddour træt, men alligevel lykkedes det ham at ryste sin modstander, Mike Ernis, med en venstre uppercut og et højre hook mod slutningen af omgangen.
Kaddours træthed forhindrede ham dog i at få alvorlig ram på Ernis i kampens sidste omgange, og danskeren måtte derfor tage til takke med en pointsejr. De tre sidedommere havde kampen 59-55, 60-54 og 58-57 til fordel for Kaddour (21-2-1).