lørdag, 6. december 2025

12.09 Micki bankede Valori ned

Micki Nielsen (19-0, 13 KO) leverede en glimrende indsats, da han lørdag aften bankede Alejandro Emilio Valori (17-8, 13 KO) hele vejen hjem til Argentina med en vild knockout i 4. omgang.
 
Det var en aggressiv Micki Nielsen, der måtte tage imod kampens første seriøse træffer. Alejandro Emilio Valori viste helt fra begyndelsen, at det ikke er fis, når han har påstået, at han er en hård modstander for Micki Nielsen. Argentineren gik med på Micki Nielsens aggressive leg med masser af vilde slagudvekslinger, og det var det i 1. omgang Valori, der slap bedst fra.
 
Allerede i 2. omgang var kampen ved at udvikle sig til en ganske hård fight. De to boksere stod direkte over for hinanden og bytteslags i et for en cruiservægtskamp hæsblæsende tempo. Mønstret fortsatte, og selvom Micki Nielsen efter tre omgange endelig havde bragt sig i front på knock-out.dk’s scorecard, var det svært som tilskuer ikke at sidde og være nervøs for, om det var en opgave, den unge dansker ville være i stand til at klare.
 
Afgørelsen faldt i 4. omgang, hvor argenineren var presset op mod tovene. Micki Nielsen overdængede igen argentineren med slag, og en venstre tog al livet ud af ham. Valori røg i gulvet, og der blev han, indtil Freddy Rafn havde talt til 10.
 
Foto: Wende.

Seneste historier