Det bliver den ubesejrede Lucia Morelli, der den 12. september vil udfordre WBA- og WBC-verdensmesteren i weltervægt, Cecilia Brækhus, ved Sauerlands stævne i Herning.
“Lucia Morelli, som jeg skal møde, er oprindeligt italiensk, men nu bokser hun ligesom mig i Tyskland. Hun har haft 13 kampe uden nederlag, og hendes knockoutrate er på næsten 50 procent,” siger Cecilia Brækhus til det norske nyhedsbureau NTB.
“Ingen tvivl om, at hun bliver min hårdeste modstander indtil nu, men det er ingen overraskelse, for jeg har hele tiden været indstillet på, at modstanden bliver hårdere og hårdere,” fortsætter Cecilia Brækhus.
Tre navne går igen på de to bokseres rekordlister. Begge har to gange vundet på point over Borislava Goranova, mens Cecilia Brækhus ligeledes har pointbesejret Olga Bojare og Tatjana Dieckmann. Disse to boksere har Lucia Morelli vundet over på knockout. Desuden har Morreli stoppet Cornelia Zimmer, der for et år siden gik den fulde distance med Vinni Skovgaard i en titelkamp.
“Jeg har set hendes rekordliste, men jeg ved ikke så meget om hende. Jeg har set, at hun har mødt nogle af de samme piger, som jeg har slået, og nogle af dem, jeg har vundet over på point, har hun slået ud,” siger Cecilia Brækhus, der indleder sin sparring op til VM-kampen med den 20-årige tysker Jessica Balogun (11-1), der er GBU-mester i letweltervægt.

