Når 23-årige Dennis Ceylan ved det kommende OL skal forsøge at få en medalje med hjem til Danmark, sker det i en sportsgren, der dybest set ikke interesserer ham. Han elsker selv at bokse, javist, men så snart han selv har taget handskerne af, interesserer den unge århusianer sig faktisk ikke for nævesporten.”Jeg ser ikke boksning, jeg interesserer mig ikke for boksning. Det er lidt underligt, ja, men det gør jeg altså ikke. Jeg ved ingenting om boksning. jeg bokser, og jeg kender reglerne og sådan, men jeg kender ingen boksere fra gamle dage og sådan. Jeg bokser bare,” siger Dennis Ceylan til 24timer.Danmark har ikke haft en bokser med ved OL siden 1996, hvor en skuffet Hasan Al måtte se sig slået i kvartfinalen af rumænske Michel Simeon. Dermed gik Al lige præcis glip af en medalje – og sådan en har en dansk bokser ikke vundet siden 1992, hvor Brian Nielsen løb med bronzen.”Det er kæmpe stort. Først og fremmest for mig selv, men også for Danmark, det er jo dem, jeg har slåsset og kæmpet for. Og så for at få boksning frem på landkortet igen,” siger Dennis Ceylan, der er helt afklaret med sit eget mål i forbindelse med OL.”Min ambition er at få en medalje med hjem. Om det bliver bronze eller guld, det er lige meget. Men selvfølgelig går jeg efter at vinde det helt store. Jeg tror på, at jeg har talentet og viljen til det, så det kan godt lade sig gøre,” siger han.