torsdag, 12. juni 2025

12.06 Spansk modstander til Mahfoud

Sarah Mahfoud (2-0, 1 KO) kommer til at stå over for spanske Jessica Sanchez (0-3-2), når der den 17. juni er Danish Fight Night i Ceres Arena i Århus.
 
Den 38-årige spanier har tidligere fejret triumfer inden for kickboksning, mens hun resultatmæssigt ikke har haft samme succes i traditionel boksning. De tre nederlag er dog alle kommet mod absolut kompetente modstandere, og da hun endnu ikke er blevet stoppet før tid, skal Mahfoud nok komme til at gå de planlagte omgange, inden hun forhåbentlig kan sikre sig endnu en sejr.
 
Sarah Mahfoud boksede senest i april, hvor hun pointbesejrede en fransk modstander efter en ret rodet affære. Siden er træningen blevet intensiveret.
 
“Jeg var ret ivrig, da jeg kom i ringen sidst. Jeg skal måske være lidt mere afventende denne gang. Vi har fokuseret meget på en god venstre og så på, at jeg skal bevæge mig godt i ringen og komme rundt om min modstander. Og så skal jeg slå færre slag, men mene de slag, som jeg fyrer afsted,” siger Sarah Mahfoud ifølge en pressemeddelelse.

Seneste historier