21-årige Abdul Khattab sikrede sig lørdag aften sin anden sejr og første sejr før tid i sin tid som Sauerland-bokser. Den kom på overbevisende vis, da engelske Chris Jenkinson efter fire omgange valgte at give op.
Abdul Khattab viste i kampens indledning, at han er en spændende bokser, der med den rette opbygning kan nå gode resultater. Han var også ganske ivrig for at vise sine evner, og et par vilde højre sving fandt ikke helt deres mål.
Det var der til gengæld et enkelt af dem, som gjorde i 2. omgang. Englænderen blev truffent rent på kæben, men rystet var han ikke. Det var det til gengæld lige før, Khattab blev, da han senere i omgangen blev ramt af et kort venstre hook. Kombinationen af slaget og en lidt dårlig balance fik dog det hele til at se lidt værre ud, end det i virkeligheden var.
I 3. omgang blev styrkeforskellen mellem Khattab og Jenkinson igen udstillet, og da danskeren i omgangens sidste sekunder leverede en flot kombination, fik han også publikum i Blue Water Dokken til at vågne.
I 4. omgang blev det også blodigt, da de to boksere stødte hovederne sammen. Det resulterede i en flænge oppe i toppen af englænderens hoved. Umiddelbart sad skaden dog et sted, hvor den ikke burde være synderligt generende.
Cut eller ej, Khattab fortsatte sin gode stil, og med både fine kombinationer og hårde enkeltslag viste han prøver på sit hårde talent.
I pausen mellem 4. og 5. omgang valgte Jenkinson at blive i sit ringhjørne, og Abdul Khattab (7-0, 3 KO) vandt dermed kampen på teknisk knockout.
Foto: Wende.